Døjer du med ansigtssmerter og trigeminusneuralgi?
Kan du forestille dig at leve med konstante smerter i ansigtet, så du næsten ikke kan spise, børste tænder eller røre ved dit ansigt uden at mærke en jagende smerte? Så lider du formodentlig af sygdommen trigeminusneuralgi.
En af verdens mest smertefulde lidelse:
Trigeminusneuralgi kaldes verdens mest smertefulde lidelse. Omkring 600-800 mennesker lider af denne sygdom i Danmark og der diagnosticeres ca. 200-250 nye tilfælde hvert år. Men tallet kan vise sig at være langt større, da symptomerne ofte optræder periodisk, og der kan derfor være mange, som ikke har fået den præcise diagnose eller behandling.
Trigeminus nerven er ansigtets følenerve, og består af tre store grene på hver side af ansigtet. Der løber en nervegren til henholdsvis underkæben, overkæben og til panden/over øjet.
Trigeminussmerterne er karakteriseret ved ensidige, meget kraftige smertejag i en af de tre nervegrene i ansigtet. Dvs. at smerter ofte mærkes i kinden, panden eller i kæberegionen. Smerteanfaldene kan vare fra få sekunder op til et par minutter, og føles som elektriske stød. Trigeminusneuralgi opstår normalt i den gren, som forsyner enten det midterste eller den nederste del af ansigtet. I sjældne tilfælde kan en person have smerter i to eller flere nervegrene på den ene og/eller begge sider af ansigtet. Smerterne kan optræde talrige gange på en dag, i nogle tilfælde over 100 gange, men sjældent om natten.
Smerterne opstår ofte af sig selv, men kan provokeres af indtagelse af kolde og varme mad- eller drikkevarer, tygning, tandbørstning, barbering, vask, berøring eller lignende.
Hvorfor får man trigeminusneuralgi?
Trigeminussmerter kan skyldes tryk på trigeminusnerven. Dette forårsages oftest af et blodkar, der ligger og pulserer tæt på trigeminusnerven dybt inde i hjernen, dèr hvor nerven løber ind i hjernestammen. En sådan kontakt forårsager, at nervefibre i trigeminus nerven mister deres isolering (myelin). Derved sker en slags kortslutning mellem de nerver, der opfatter f.eks. berøring og de nerver, der opfatter smerter. Dette medfører, at nervefibrene sender mange kraftige og forkerte signaler til hjernen.
Ansigtssmerterne kan også opstå ved et lokalt tryk på nerven. F.eks. fremkaldt af en ulykke, svulst eller multipel sklerose.
Behandling af trigeminusneuralgi
Trigeminusneuralgi behandles ofte med samme type medicin, som man også bruger til at behandle epilepsi. Nogen har også positiv effekt af at få indsprøjtninger med botulinum toxin, populært kaldet Botox, omkring de små følenerver i huden over området, hvor der er ansigtssmerter.
Hvis medicinen ikke giver tilstrækkelig effekt, og/eller giver for mange bivirkninger, kan operation komme på tale. Her laver man en såkaldt mikrovaskulær dekompression på en neurokirurgisk afdeling. Ved operationen lægges et lille stykke isolation ind mellem karret og trigeminusnerven. Operationen er forholdsvis stor og ikke helt ufarlig.
Akupunktur kan slukke for dine ansigtssmerter
Akupunktur kan derimod være en bivirkningsfri, ufarlig og effektiv behandlingsform mod ansigtssmerter. Den specielle akupunkturform, der bruges mod denne lidelse, er skalpakupunktur.
Ved skalpakupunktur indfører man nåle i det yderste lag (subkutane væv) i hovedbunden. Akupunkturnålene bliver herefter stimuleret elektrisk - alt efter hvor lang tid det tager at slukke for udbruddet.
Skalpakupunkturen har den evne, at den kan mindske ansigt smerterne betydelig eller fjerne dem helt.
Skrevet af:
Rikke Isak