Har du haft ondt så længe, at smerterne er blevet en del af hverdagen?

Har du haft ondt så længe, at smerterne er blevet en del af hverdagen? 

 

Du har måske prøvet at hvile dig. Træne. Lade være med at træne. Få behandling. Tage smertestillende. Skifte stol, madras eller løbesko.

Alligevel er smerterne der stadig.

Måske har du haft ondt i ryggen, nakken, knæet eller et helt andet sted i kroppen i måneder eller år. Og efterhånden begynder smerterne at fylde mere end bare fysisk.

Kan jeg holde til den gåtur?
Får jeg mere ondt i morgen, hvis jeg gør rent i dag?
Skal jeg sige nej til den fødselsdag?
Er der stadig noget galt med min krop?

Når man har haft smerter længe, kan de langsomt begynde at bestemme mere og mere over hverdagen.

Men langvarige smerter er ikke nødvendigvis det samme som, at kroppen fortsat er skadet.

 

Når kroppens alarmsystem bliver ved med at ringe

Smerter har en vigtig funktion. De fungerer lidt som kroppens alarmsystem.

Hvis du forstuver foden, reagerer kroppen. Det gør ondt, og du bliver automatisk mere forsigtig. I den situation giver alarmen god mening.

Men nogle gange bliver alarmen ved med at ringe.

Når smerter har stået på gennem længere tid, kan nervesystemet blive mere følsomt. Det betyder, at man fortsat kan opleve meget reelle smerter, selvom den oprindelige skade er helet eller ikke længere kan forklare omfanget af smerterne.

Det betyder ikke, at man bilder sig smerterne ind.

Smerterne er virkelige. Men kroppens alarmsystem kan være blevet så vant til at reagere, at det reagerer kraftigere og hurtigere end tidligere.

 

Når smerterne gør verden mindre

Hvis det gør ondt hver gang, du bøjer dig ned, er det naturligt at begynde at undgå bevægelsen.

Måske stopper du med at løfte de tunge indkøbsposer. Går kortere ture. Dropper træningen. Eller tænker dig om en ekstra gang, før du sætter dig på gulvet med børnene eller børnebørnene.

Ikke fordi du ikke har lyst.

Men fordi du er blevet usikker på, hvad kroppen kan holde til.

Det kan udvikle sig til det, man kalder fear avoidance – frygt og undgåelse:

Smerte skaber bekymring → du bevæger dig mindre → kroppen bliver mindre vant til belastning → når du forsøger igen, reagerer kroppen kraftigere → og så bliver du endnu mere forsigtig.

Pludselig er verden blevet lidt mindre.

 

Hvis du plejede at gå 10 kilometer

Forestil dig, at du altid har været vant til at gå 10 kilometer.

Nu kan du kun gå én.

Så kan den ene kilometer næsten føles meningsløs.

"Hvad nytter det? Jeg plejede jo at kunne gå 10."

Men måske er den ene kilometer præcis dér, du skal starte.

Hvis kroppen oplever, at det går okay, kan én kilometer senere blive til to. Måske tre.

Ved kroniske smerter handler bevægelse ikke nødvendigvis om hurtigst muligt at komme tilbage til det niveau, man havde før. Det handler om at finde det niveau, kroppen kan håndtere nu – og gradvist bygge videre derfra.

 

Kroppen tæller hele dagen med

Her er der noget, mange overser.

Du har måske kun gået en kort tur i dag.

Men du har også været på arbejde, handlet, støvsuget, lavet aftensmad og hentet børn. Måske har du samtidig sovet dårligt og haft en travl uge.

Det hele tæller.

Derfor handler kroniske smerter heller ikke kun om, hvor mange øvelser du laver. Søvn, stress, bekymringer, aktivitet og restitution kan alle være brikker i det samlede billede.

Nogle gange er løsningen derfor at gøre lidt mere.

Andre gange er den faktisk at gøre lidt mindre.

 

Må det godt gøre lidt ondt?

Et spørgsmål, der ofte opstår, er:

"Må jeg overhovedet træne, når det gør ondt?"

Ved langvarige smerter er smerte ikke nødvendigvis ensbetydende med, at du skader kroppen.

Derfor kan det godt være okay at kunne mærke kroppen under eller efter aktivitet. Det handler om at finde en passende belastning og gradvist lære kroppens reaktioner at kende.

Her kan det for nogle være en hjælp at have en fagperson med på sidelinjen.

Ikke nødvendigvis for at "fikse" kroppen, men for at hjælpe med spørgsmålene:

Er den her reaktion okay? Skal jeg skrue ned? Eller kan min krop faktisk godt lidt mere, end jeg tror?

 

Hvad hvis målet ikke kun er at blive smertefri?

Når man har haft ondt længe, er det naturligt at ønske én ting:

At smerterne forsvinder.

Det må gerne være håbet.

Men hvis smerterne er det eneste, man måler på, kan man overse de små tegn på, at det faktisk går fremad.

For måske har du stadig ondt – men du kan gå lidt længere.

Måske kan du igen hente børnene.

Måske kan du sætte dig på gulvet og lege med børnebørnene.

Eller måske opdager du pludselig, at du tog trapperne uden først at tænke over, om du kunne.

Det er også fremskridt.

Og nogle gange sker der noget vigtigt, når fokus langsomt flytter sig fra:

"Hvor ondt har jeg i dag?"

til:

"Hvad kan jeg i dag?"

 

Når kroppen langsomt bliver din igen

At leve med kroniske smerter kan være enormt begrænsende. Især når smerterne har stået på så længe, at man næsten har glemt, hvordan det føles ikke at planlægge dagen efter dem.

Vejen frem er forskellig fra person til person.

For nogle handler den om at turde bevæge sig mere. For andre om at lære ikke at presse kroppen hele tiden. Og for mange handler den om bedre at forstå smerterne og gradvist få tilliden til kroppen tilbage.

Små skridt kan føles ubetydelige, når man sammenligner dem med det, man kunne engang.

Men én kilometer er ikke ingenting, fordi du engang kunne gå 10.

At kunne lege fem minutter på gulvet er ikke ingenting, fordi du engang kunne lege en hel eftermiddag.

Og den dag, hvor du opdager, at du gjorde noget, du længe har undgået, uden først at tænke på smerterne?

Det kan være et langt vigtigere tegn på fremgang end et tal fra 0 til 10 på en smerteskala.

 

---