Book tid Ring mig op Kontakt

Hos os på klinikken har vi i årevis set, hvordan varmtvandstræning kan forvandle hverdagen for mange patienter. Mange kommer ind med smerter, stivhed eller en frygt for at bevæge sig, og de går ud af bassinet med et smil, lettelse i kroppen og et fornyet håb.

Som en af vores faste deltagere siger:
“Jeg havde næsten opgivet at træne på grund af smerter i hofterne, men i vandet føles det let. Jeg kan lave øvelser, jeg slet ikke kan på land.”

Men hvad er det, der gør det varme vand så særligt?

Vandet løfter kroppen, så man føler sig lettere, og det reducerer belastningen på led, sener og knogler. Det gør det muligt at bevæge sig mere frit og uden smerter. Samtidig giver varmen i vandet en dejlig afspænding, øger blodgennemstrømningen og lindrer smerter. Men det er ikke bare skønsomt – det er også effektivt. Vandet yder modstand i alle retninger, så man træner både styrke og kondition uden risiko for overbelastning.

Derudover skaber vandet et trygt miljø at arbejde med balancen i. Skulle man miste fodfæstet, falder man uden risiko for at slå sig, hvilket giver mod og selvtillid til at udfordre sig selv. Mange fortæller også, at de oplever mental ro og velvære i vandet, hvilket kan dæmpe stress og forbedre søvnen.

Hvem har glæde af varmtvandstræning?

Vi ser især gode resultater hos personer med gigt, artrose eller andre ledsmerter, dem med rygproblemer eller diskusprolaps, samt patienter, der er i gang med genoptræning efter hofte-, knæ- eller skulderoperationer. Også ældre, der kæmper med balancen, eller personer med overvægt, som ønsker skånsom motion, har stor glæde af det varme vand. Gravide med bækkensmerter finder ofte lindring her, ligesom personer med fibromyalgi eller kroniske smerter oplever ro og smertelindring.

En patient, der genoptræner efter en knæoperation, fortæller:
“Jeg kan næsten ikke støtte på mit ben på land, men i vandet kan jeg træne muskulaturen op stille og roligt. Det giver mig følelsen af, at jeg er på vej tilbage.”

En anden, der lever med fibromyalgi, siger:
“Vandet omslutter mig på en måde, så jeg kan slappe af i mine smerter. Jeg får ro i kroppen og sover meget bedre de dage, jeg har været til varmtvandstræning.”

Mere end bare træning

Udover de fysiske og mentale fordele oplever mange også det sociale aspekt som en vigtig del af varmtvandsholdene. Det at være sammen med andre, dele erfaringer og støtte hinanden kan give både glæde og motivation. Som en af vores ældre deltagere smilende bemærker:
“Jeg kommer ikke kun for træningen – jeg kommer også for snakken bagefter. Det er ugens højdepunkt!”

Det handler nemlig ikke om at præstere, men om at finde glæden ved bevægelse og mærke, hvordan kroppen langsomt får det bedre i dit tempo med en fysioterapeut ved din side. 



Skrevet af: 

Finn Thomsen

Fysioterapeut