Hvis du har haft en baby med mavekneb, ved du, hvor meget det kan fylde i hverdagen. Den urolige søvn, gråden, den spændte lille mave – og magtesløsheden, når man som forælder bare gerne vil hjælpe sit barn. Mavekneb er helt almindeligt, men det kan føles rigtig hårdt, når man står midt i det.
Hvordan ser mavekneb ud i hverdagen?
Mange forældre beskriver, at deres baby:
-
sover meget uroligt
-
har en hård, oppustet mave
-
presser og krummer sig sammen
-
bliver urolig, især når de skal spise eller sove
Måske har du selv lagt mærke til, hvordan maven buler ud, eller at dit barn har svært ved at komme af med luft eller afføring.
Hvorfor får så mange babyer mavekneb?
En stor del af forklaringen er, at spædbørns tarmsystem stadig er umodent og har brug for tid til at finde sin rytme.
Derudover spiller fødslen ofte en rolle. Både kejsersnit og vaginal fødsel kan give tryk og spændinger i barnets krop. Disse spændinger kan påvirke nerverne til maven og gøre det sværere for fordøjelsen at fungere optimalt.
Hvad betyder det for barnet og familien?
Mavekneb påvirker ikke kun barnet, men hele familien. Når babyen ikke sover ordentligt, går det også ud over mor, far og eventuelle søskende.
Mange børn med ondt i maven bryder sig desuden ikke om at ligge på maven. Det kan hæmme udviklingen af hovedkontrol og øge risikoen for fladt baghoved. Derfor er det vigtigt at få styr på maven tidligt, så både trivsel og motorisk udvikling støttes bedst muligt.
Små ting, der kan hjælpe
Som forældre, er der heldigvis også noget, som du kan gøre derhjemme . Her er nogle enkle øvelser, der kan hjælpe på mavekneb:
-
Video
Mange forældre oplever, at det fungerer godt at lave øvelserne ved hvert bleskift – så bliver det en naturlig rutine. Det kan også være en dejlig stund, hvor far kan tage mere aktivt del, især i familier hvor mor ammer meget.
Osteopatisk behandling af mavekneb
Ud over de små øvelser derhjemme vælger nogle forældre at få deres barn undersøgt af en børneosteopat. Her arbejdes der med blide tryk og greb, der kan løsne spændinger i mave, bækken og ryg.
Målet er at skabe mere balance i barnets krop, så fordøjelsen får bedre betingelser. Osteopaten ser på helheden – både hvordan barnet bevæger sig, hvordan fødslen kan have påvirket kroppen, og hvordan spændinger i nakke, ryg eller mave spiller sammen.
Behandlingen er nænsom og foregår altid på barnets præmisser. Mange forældre oplever, at deres baby bliver mere afslappet i kroppen og får lettere ved at komme af med luft og afføring efter et forløb.
Går det over?
Ja – mavekneb er en fase, og det går oftest over af sig selv. Men det kan føles som en evighed, mens det står på. En udbredt myte er, at man bare skal “vente på det går over”. Sandheden er, at små daglige tiltag kan gøre en kæmpe forskel og give mere ro – både for barnet og resten af familien.
Til dig som forælder
Mavekneb er almindeligt hos spædbørn – og selvom det kan være hårdt i øjeblikket, er det en fase, ligesom med mange andre ting ved spædbørn. Med enkle øvelser, tålmodighed og viden kan man som forælder gøre meget for at hjælpe sit barn til en roligere mave og bedre trivsel.

Skrevet af:
Tomas Larsen
Børneosteopat