Man skønner at ca. 500.000 mennesker i Danmark har problemer med inkontinens. Det er oftest kvinder der døjer, men også mænd og børn har problemet. Det svarer til ca hver 10. dansker.
Der er forskellige former for inkontinens:
Stressinkontinens: Man har problemer med at holde på vandet, når der kommer tryk på blæren ved fysisk aktivitet, hop, grin, nys, host. Altså i situationer hvor bækkenbunden stresses.
Urgeinkontinens: Der opstår en pludselig stor vandladningstrang, som kan være svær at undertrykke og modstå. Ofte når man ikke toilettet inden vandladning begynder.
Overløbsinkontinens: Urinen siver fra blæren, blæren er blevet stor og slap. Det skyldes ofte, at man har ignoreret kroppens signaler, holdt sig for længe og ikke prioriteret at komme på toilettet i tide.
Efterdryp: Man drypper ved stillingsskift. Det kan fx være når man rejser sig op fra toilettet. Der kan samle sig en rest urin øverst i urinrøret. Den hyppigste årsag er forstørret prostata, derfor er det flest mænd, der har problemet.
Fækal inkontinens (ufrivillig afføring): Altså når man har problemer med at holde på afføring. Det skyldes ofte en slap bækkenbund, nerveskade eller som følge efter fødsel. Det er meget almindeligt at opleve i kombination med urin-inkontinens.
Alle disse former for inkontinens kan ofte afhjælpes af træning af bækkenbundens muskler. Helt som andre muskler i kroppen, kan bækkenbundens muskulatur også få skader, blive overbelastet, for slappe, for spændte eller dysfunktionelle. Derfor er det vigtigt, hele livet igennem, at have en sund og stærk bækkenbund. Når det kommer til inkontinens, er bækkenbundstræning en af de vigtigste behandlingsmetoder.
Med de rigtige bækkenbundsøvelser kommer man ofte rigtig langt i behandlingen.
Har du brug for at finde ud af, om du kniber korrekt? Hvilke øvelser du bør lave og hvor ofte?
Så kontakt mig på Randers Gyn/obs klinik.
Skrevet af:
Lone Piilgaard Hansen